En hyldest til mine forældre

mar 18, 2016 by

Det er vist ingen hemmelighed, at denne vinter, for de fleste, har været en “syg” én af slagsen. Det har floreret med sygdom, uanset hvor man har kigget hen eller hvem man har snakket med. Ikke bare den der “jeg er utilpas”-sygdom, nej, denne gang har influenzaen virkelig gjort sit grumme indtog, og for første gang, sådan rigtigt, i 6 år, har vi ligget underdrejet.

Som alle andre børnefamilier har vi hvert år været ramt af vira i alle mulige afskygninger. Men vi er, relativt hurtigt, kommet ovenpå igen. Undtagelsen skulle så være vinteren 2015/2016.

Min kære mand kom hjem fredag og var virkelig ikke frisk at se på – han lignede, uden at overdrive, én der burde ligge i isolation på Rigshospitalet. Der var ingen tvivl: Han havde fået den dødelige mande-influenza.
Så han lå brak fra fredag, hvor jeg måtte stæse rundt med to livlige unger samtidig med at være enormt træt oven på 3 dage med fuld smæk på.
Søndag sker ulykken for alvor – – – jeg bliver også ramt af den dødelige mande-influenza (JA, den findes virkelig!!). Vi er virkelig ynkelige, og virkelig dårlige, men med to badut-springende piger om ørerne. De kan godt fornemme, at der ikke skal ske for meget, især fordi farmand for det meste ligger under dynen i soveværelset, og mutti her prøver at holde sig vågen på sofaen.
Og her er det så mine dejlige forældre kommer ind i billedet.
Ingen af vores forældre arbejder, så vi er enormt privilegerede at have 4 dejlige bedsteforældre til at hjælpe og passe, når behovet opstår. Desværre bor vi ikke i samme by – med nogen af dem! De tætteste er ½ time væk, farmor og farfar, men de er også de ældste og dermed dem med mindst overskud.
Mine egne forældre bor en time væk, så man afleverer ikke bare lige ungerne – det kræver planlægning og tid. Dels tager det to timer bare at køre frem og tilbage, men så skal man jo også lige sige “go’dav”, og så er den dag gået.

Anyway… Da mine forældre hørte, at vi begge var “døden nær”, tilbød de straks at hente pigerne.
Wow!! Jeg tøvede dog, for jeg kan jo ikke lide at overlæsse mine forældre, især ikke når der er en reel smitte-risiko. But who am I kidding!? Det var jo virkelig en redningsvest, der blev smidt ud til os, og vi greb den heldigvis.

Svedig

Jeg havde lige været i bad, og en telefonsamtale efter så min rene og lækre tee sådan ud :/

Tirsdag eftermiddag blev pigerne hentet, og vi kunne lide i fred og ro uden hensyntagen til vores elskede piger.
Begge piger ELSKER at komme til mormor og morfar, så for dem var det den rene ferie. Desværre endte A med at blive syg om onsdagen, men hun fik al den opmærksomhed, hun havde behov for hos mormor og morfar.

Jeg kan imidlertid ikke mindes, at jeg nogensinde har været syg! Over 40° i feber, rysteture, ingen appetit (!!!) og bare sove, sove, sove og stadig være træt om aftenen. Det var virkelig godt, vi tog imod tilbuddet, ellers tror jeg stadig, vi havde hængt i bremsen.

Det tog min kære mand 8 dage at komme ovenpå, mig 5 dage, A 7 dage og lille L 5-6 dage. Alle andre jeg har hørt om, har ligget mellem 10-14 dage 🙁

Ja, den er sej! Men lov mig, at skulle I blive ramt, så tag imod tilbud om hjælp! Det har vi lært…

 

– TAK MOR OG FAR –

(adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({});

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *