Om hvordan jeg kom til Rom

sep 1, 2016 by

Dette bliver hverken en beskrivelse af, hvordan jeg satte mig foran computeren for at finde billige billetter og en billig lejlighed via Airbnb. Ej heller en beskrivelse af, hvordan jeg rent praktisk fik transporteret min 61 kg tunge krop ind til lufthavnen, gennem security og ud til flyet med min lille håndkuffert.

Nej, det bliver min forklaring på, hvordan jeg fik råd til at tage en smuttur til Rom. Mange har, kan jeg fornemme, undret sig over, hvordan “hende den arbejdsløse har råd til at tage til Rom og nyde en ferie”. Ja, det kan jeg måske godt forstå, for jeg fortæller jo også tit, at vores økonomi nærmest ikke hænger sammen, og at jeg virkelig mangler et arbejde, så vi kan få en “normal” husholdning igen.

 

Faktum er, at jeg de sidste to måneder intensivt har gået mine ejendele igennem, sorteret kraftigt og solgt ud af disse. Mange af dem har været meget kære ejendele, ting som jeg virkelig har været glade for, og som holder på nogle fine minder. Det har været lidt hårdt, men hvis man vil nyde, må man yde. Jeg ville riiiiiigtig gerne til Rom med mine kære veninder, så jeg solgte, solgte, solgte. Og ja, så fik jeg sparet op!
Jeg kunne snildt have bruge mange flere lommepenge, man bliver jo hurtigt fristet på en storbyferie. De ting jeg fik med hjem fra Rom var sko og tasker (som jeg jo elsker). Og samlet set har jeg nok brugt 195 Euro på 3 par sko, det ene af det nogle virkelig lækre læder vinterstøvler, samt 3 tasker – alle i læder.

Mange tager på storbyferie og fyrer hurtigt mellem 1.000-3.000 Euro af på shopping – det har jeg aldrig gjort, og det kommer jeg nok heller aldrig til. Så skal jeg i hvert fald have et virkelig fordelagtigt job.
P.t. har jeg intet job, men vi klarer os igennem hverdagen med, hvad vi har. Vi mangler ikke noget, heldigvis. Vi er dog ikke i stand til at spare op til noget som helst – med mindre vi holder garagesalg af alle vores ejendele.

 

Jeg drømmer sådan om at kunne arbejde en fuldtidsstilling. Få en fed løn, og dermed også få det økonomiske pres på afstand. Det bliver aldrig opfyldt, og jeg prøver stadig at lære, at vi ikke behøver alt det vi ser omkring os, selvom verdenen virkelig ønsker at få os til at se det, som det eneste vigtige – Choco Chanel, Bottega Veneta, Saint Laurant, Céline, Louboutin, Gucci, Valentino… Smukt er det, men hvilke normale mennesker har råd til det?
Ikke mig… Men jeg er jo heller ikke normal 😉

(adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({});

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *