Om at miste kontrollen og slå dem

apr 13, 2015 by

Det bliver et meget kontroversielt indlæg det her – mange vil helt sikker mene, at jeg virkelig burde lære at styre mig. Er du typen, der er sart, skal du måske ikke læse med – det er ikke for sarte sjæle.

 

Here goes:
Vi havde huset fuld af maler-venner i lørdags. Vi har virkelig knoklet for at få klargjort til den store maledag. Faktisk har vi ikke rigtig haft tid til at spise ordentligt, men gået til de hurtige og nemme løsninger. Normalt spiser vi LCHF, fordi vi sover bedre, undgår at blive oppustede og får mere energi og overskud. Men det har vi altså slækket lidt på de sidste par uger. Der er blevet spist brød, som jeg ELSKER! Men det har konsekvenser – – – det vender vi tilbage til.

Dagen startede med vores hjemmelavede morgenmad, bestående af verdens bedste boller og kanelsnurrer og hvad der dertil hører. Masser af hvedemel i hvert fald!

Derefter er der forskellige punkter i hytten, som skal males og ordnes. Udenfor, i stuen og i vores entré. Entréen er virkelig koncentrationsarbejde, da der er mange hjørner og kroge, OG vi har valgt at male alle paneler mørkegrå (fremfor normalt og hvidt). Resultatet er SÅ flot, men arbejdet er ulideligt og man skal virkelig holde fokus og en rolig hånd.
Vi er 3 piger i gangen. Stemningen er høj, solen skinner og der er en masse dilemmaer i Mads & Monopolet, som vi naturligvis giver vores besyv på.
Men så sker det!! Jeg er ellers et meget kontrolleret menneske, men pludselig kan jeg bare ikke holde det indeni mig længere. Faktisk tænker jeg slet ikke over det, men skal gå ned ad en lille trappestige, og så kommer den der virkelig træls lyd: PRUUUUUUUUT! Og ikke bare en lille siver, eller en lille “PRUT”, men en lang knagende, som hvis man går på et knagende gulvbræt, lyd, som bare fortsætter evindeligt – det er i hvert fald følelsen.
PrutJeg stopper brat op, for det var ikke lige min idé, at skulle gå og skrup-prutte. Godt nok var vi i arbejdstøjet, og det hele var ret “loose”, men alligevel.
De andre piger siger ingenting, men maler koncentreret videre. Jeg tænker: “de kan simpelthen ikke undgå at have hørt det, eller kan de virkelig?” Jeg prøver lige med min lille haha-glose, og siger derefter: “…siger det lille lam”. Stadig ingen reaktion. WHAT???

Nu står jeg der, med dødgrimt malertøj, har slået en prut med volumen som en velvoksen mand – og INGEN hører det!? Et eller andet sted er jeg taknemmelig. Det er jo ikke ligefrem voldsomt charmerende at knirke grotesk på den måde. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det jo er den mest naturlige ting i verden, men vi gør det bare til et stort no-go-show. Og jeg forstår godt hvorfor, det er jo ikke en liflig duft der spreder sig, når man prutter. Luften skal imidlertid ud, det er ikke sundt at holde det inde. Man skal altid åbne vinduer, når gas skal ud – get it?

Jeg er helt overbevist om, at jeg kan skyde skylden på det kære brød, og min manglende kontrol over min gas simpelthen er en konsekvens at mit relativt store brødindtag. Jeg har slet ingen kontrol over min luft, det kommer bare, jeg kan ikke holde det tilbage. Der er kun én ting at gøre – tilbage på LCHF-hesten!

 

En pludselig tanke… Syntes de simpelthen bare, jeg var FOR klam og dermed undgik at kommentere på det? Jeg dør lidt…

Hjerte af pæoner

 

 

God mandag til Jer
… og undskyld.

 

(adsbygoogle = window.adsbygoogle || []).push({});

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *